Hodgson til Sterling: Tab ikke hovedet igen
Sterling blev smidt ud efter en grim tackling på Antonio Valencia, da England spillede mod Ecuador kort før VM. Hodgson har derfor fortalt den 19-årige Liverpool-spiller, at han ikke må tabe hovedet, hvis Luis Suarez og Co. vil forsøge med beskidte tricks.
– Jeg havde en lille snak med Raheem, selvfølgelig. Jeg sagde, at jeg syntes, det var en hensynsløs tackling, og at han fortjente at blive smidt ud, siger Hodgson ifølge ESPN.
– Han fandt det ikke ondskabsfuldt. Det ved vi alle godt. Han var lige kommet på banen, var fyldt med energi og kom flyvende ind i tacklingen. For at være ærlig, så havde jeg sympati for Antonio Valencia. Vi var én uge væk fra VM, og han var offer for en grim tackling.
– På en måde kan man sige, at det var en god lærestreg for os. Han gør det ikke igen, slår Hodgson fast.