Afviser: Jeg skal ikke være dansk landstræner
Der er megen snak om, hvem der skal overtage efter Kasper Hjulmand i rollen som dansk landstræner.
Nu gør én kandidat det ganske klart: Han skal ikke være dansk landstræner her og nu.
Det er FC Københavns Jacob Neestrup, der i et interview med Viaplay bliver spurgt til, hvad han tænker om landstrænerjobbet.
– Jeg tænker, at det finder de en ganske udmærket landstræner til.
– Det er et stort job for alle danske fodboldtrænere, men jeg skal ikke være dansk landstræner, og jeg tror også, der er et par andre i øjeblikket, der er i en bedre position til at snakke om et eventuelt dansk landstrænerjob, end jeg er, siger Neestrup i et interview med Viaplay.
Læs også: Eriksen starter inde for United
Jacob Neestrup imponerede i sidste sæson i Champions League for FC København, hvor holdet avancerede fra en særdeles vanskelig pulje med Bayern München, Manchester United og Galatasaray.
Dog skuffede holdet i den hjemlige liga, hvor de sluttede som nummer tre.



















