Fans raser over høje billetpriser
752 kroner.
Så meget skal man som voksen Aston Villa-tilhænger som minimum betale for at se en af klubbens Champions League-kampe på Villa Park i denne sæson.
Læs også: Billetpriser sænkes, men PL-klub er modstander
Tidligere i denne uge annoncerede Premier League-klubben priserne for at se Champions League-kampene, og det er ikke blevet vel modtaget hos klubbens fans.
Forinden havde Aston Villa mødtes med en styregruppe bestående af fans, der havde foreslået at lægge en maksimumpris på billetterne. Det blev afvist, kan The Athletic fortælle. Ved det møde var klubbens direktør, Chris Heck, fraværende.
En af klubbens fans har vist et eksempel på, hvordan han kan købe flybilletter til og fra Barcelona og en udebanebillet til Birmingham-klubbens kamp mod den spanske klub for kun 549 kroner. Altså mere end 200 kroner billigere end en billet til en hjemmebanekamp.
Adskillige Aston Villa-fans har udtrykt deres utilfredshed på sociale medier, og den tidligere Aston Villa-spiller Stan Collymore er hoppet med på vognen.
I et opslag på det sociale medie X har han også langet ud efter de dyre billetpriser.
Til sammenligning har Celtic annonceret, at klubbens sæsonkortholdere kan købe billetter til alle fire hjemmekampe for en samlet pris på 1.629 kroner. Dermed koster hver billet 407,25 kroner.



















