Scoop: League One-klub kaprer profileret træner
Få har et større kendskab til fodbold på topniveau end Steve Bruce.
I hvert fald i de engelske divisioner.
Foruden en spillerkarriere med mere end 300 kampe for Manchester United, har englænderen som manager repræsenteret blandt andre Crystal Palace, Birmingham, Wigan, Sunderland, Aston Villa og Newcastle.
Men det er små to år siden at Steve Bruce sidst har beriget et hold fra sidelinjen.
Han har således været klubløs siden oktober 2020.
Det bliver der dog lavet om på nu.
Den 63-årige manager er nemlig netop blevet ansat i en klub, der til daglig spiller på et noget lavere niveau end det, Bruce vanligt har været beskæftiget på.
Det er League One-klubben Blackpool, der har gjort det, man vel godt kan kalde et scoop, og overbevist Steve Bruce om projektet i det nordvestlige England.
Klubben oplyser, at Steve Bruce har sat sin signatur på en 2-årig aftale.
– Jeg er begejstret for at være tilbage i fodbold og for at overtage styringen i denne fantastiske fodboldklub, siger Bruce til Blackpools hjemmeside.
Blackpool endte i sidste sæson på en skuffende 8. plads i League One.
Klubben i de orange trøjer er kommet rigtig skidt fra land i år. De har således kun formået at hente to point i de første fire kampe.



















