Chelsea på randen af katastrofe
Chelsea var på randen af den helt store katastrofe torsdag aften i Conference League.
På udebane i Schweiz mod Servette FC var Chelsea ved at smide en 2-0-føring fra det første opgør over styr.
Læs også: United og Chelsea forhandler
Chelsea kom ellers planmæssigt foran tidligt i opgøret, da Christopher Nkunku omsatte et straffespark, som Mykhaylo Mudryk havde fremtvunget.
Hjemmeholdet fik dog udlignet på et kontraangreb, hvor Chelseas forsvar blev spillet tyndt.
Generelt var det ikke en kamp, som Chelsea havde stor ære af. Der blev lavet mange fejl, og det meget undertippede schweiziske mandskab øjnede en mulighed for at gå videre.
Katastrofen for Chelsea lurede for alvor, da Servette med 20 minutter tilbage bragte sig foran 2-1, da Filip Jørgensen lavede en kæmpe fejl.
Først stod den danske målmand skidt placeret, hvorefter han gled i forsøget på at komme i position. Endelig nåede han kun at få fingrene på hovedstødet, der endte med at gå i mål.
Chelsea reagerede ved at sende Cole Palmer på banen, mens Nicolas Jackson også allerede var kommet ind.
I sidste ende fik Chelsea reddet stormen af og sikret sig en samlet sejr på 3-2.
Der trækkes lod til kampene i Conference League fredag.


















