Åh nej, United: Onana med træls rekord
Manchester United er kommet blandet fra land i dette års Premier League.
De røde djævle besejrede Fulham i åbningskampen hjemme på Old Trafford, men i weekenden måtte de indkassere et bittert nederlag til Brighton, der scorede kampens afgørende mål i fem minutters overtid.
Lidt af en bet for Erik ten Hags tropper, der nok havde håbet på mere end tre point efter de første to kampe.
Men det er ikke kun pointhøsten, Manchester United kan ærgre sig over.
Også en noget uheldig rekord til målmand André Onana er tilkommet holdet.
Landsholdsmålmanden fra Cameroun er nemlig blevet den første Manchester United-målmand nogensinde til at indkassere 60 mål i 40 Premier League-kampe eller færre. Det skriver Daily Mail.
André Onana og Manchester United tabte weekendens kamp med 2-1. Det var den tidligere Manchester United-spiller Danny Welbeck, der scorede kampens første mål. Målet, der sikrede Onana den uheldige rekord blev scoret af Joao Pedro.
Næste opgave for Manchester United er på søndag, hvor de på eget græs skal forsøge at tage revanche, når rivalerne fra Liverpool kigger forbi.


















