Toney vraget: Stort skifte nærmer sig
Ivan Toney er ikke en del af Brentford-truppen til dagens Premier League-opgør mod Crystal Palace.
Brentford har ikke meldt noget ud om, hvorfor den engelske landsholdsangriber ikke er med, men til gengæld kan talkSPORT-journalist Alex Crook give en opdatering.
Han skriver således, at Toney er blevet fravalgt, fordi forhandlingerne om et skifte til Saudi Arabien intensiveres netop nu.
Gennem de seneste mange måneder er 28-årige Toney blevet sat i forbindelse med et skifte væk fra Brentford, og mange forskellige klubber er blevet nævnt som bejlere til englænderen.
Han har på nuværende tidspunkt under et år tilbage af sin kontrakt med Brentford, og derfor kan det være sidste chance for danskerklubben at få en stor transfersum for ham.
Ingen engelske klubber lader til at være meget opsatte på at købe Toney efter englænderens lange bettingkarantæne, og derfor kan et skifte til Saudi Arabien nu blive realiteten.
Han har været i Brentford siden sommeren 2020, hvor han skiftede fra Peterborough.
Opdatering 14.15:
Thomas Frank har nu forklaret, hvorfor Ivan Toney ikke er med i truppen til opgøret mod Crystal Palace.
– Der er noget transferinteresse, og på grund af det besluttede vi ikke at involvere ham i dag. Ivan er en topspiller. Han har været fantastisk for os gennem fire år, men vi viste også specielt sidste år, at vi kan vinde uden ham, siger Frank.



















