Skadet City-stjerne kan misse sæsonstart
Det er ikke sikkert, at Pep Guardiola har en af sine dygtige offensivspillere til rådighed, når sæsonen starter i weekenden.
For den engelske midtbanespiller Jack Grealish har pådraget sig en forstrækning til træning, og han er derfor tvivlsom til opgøret mod Chelsea på søndag.
Det bekræfter Pep Guardiola, som ellers har været imponeret over Grealish’ præstationer i sommerens træningskampe.
– Det er et slag, for han har spillet hele opstarten. Han har rytme, var aggressiv og spillede rigtig godt, siger Guardiola ifølge The Times.
– I løbet af sæsonen er skader en del af det. Vi ville ikke tage nogen risiko (i Community Shield, red.), og måske vil han være klar mod Chelsea, og ellers er jeg ret sikker på, at han er med mod Ipswich.
Samtidig sagde Guardiola også, at Grealish vil risikere at være ude i mindst tre uger, hvis han spiller uden at være helt klar til det.
I fraværet af Grealish var det belgiske Jeremy Doku, som startede inde i lørdagens Community Shield-opgør mod Manchester United.
Her trak Manchester City sig sejrrigt ud efter straffesparkskonkurrence.
Kampprogrammet for 1. runde i Premier League kan du se her.



















