‘Det er latterligt’: Tidl. Chelsea-stjerne revser klubben
Chelsea har skiftet manager forud for den kommende sæson.
Mauricio Pochettino blev afskediget for nogle måneder siden, og ind er hentet italienske Enzo Maresca, der er stødt til fra Leicester.
Læs også: Arsenal vil kapre PSG-transfer
Chelsea formåede ikke at slå Wrexham og fik også bank af Celtic, men en 3-0-sejr over mexicanske Club America har hjulpet lidt på selvtilliden i truppen.
Chelsea har denne sommer hentet et hav af spillere, og forventningen fra ejerne er derfor skruet i vejret.
Leverer Maresca ikke, kan han hurtigt være ude af porten igen. Den tidligere Chelsea-stjerne William Gallas håber dog, at Todd Boehly og kompagni giver ham mere tid til at levere.
– Selv om det er pre-season er jeg bekymret for Chelsea, og jeg bliver bekymret, når jeg kigger på truppen. På trods af alle de penge, de har brugt, er truppen stadig ikke god nok til at kvalificere sig til Champions League. De har så mange spillere, og de mangler stadig kvalitet.
På spørgsmålet, om hvorvidt Maresca er fortid inden jul, lød svaret således.
– Alt kan ske i fodbold. Jeg håber at se ham som minimum frem til slutningen af sæsonen, så han kan få muligheden for at vise, hvad han kan, men det kommer altid til at være det samme problem; hvis han ikke har de rette spillere og hold til at dyste i Premier League, så bliver det utroligt svært for ham.
– Det gælder ikke kun Chelsea, men ejerne i Premier League-klubberne har ingen tålmodighed længere. Måske Arsenal havde med Mikel Arteta, og Manchester United har det med Erik ten Hag, men en overvejende del tænker ikke på fremtiden.
– Managere kommer ind i et halvt eller helt år, og jeg håber, at Chelsea bevæger sig væk fra det og holder på Maresca i længere tid. Hans fremtid afhænger alt sammen af målsætningen, og om de er glade for top-fire eller top-seks.
– Jeg tror kun, at de vil skifte manager, hvis de befinder sig på 15.-pladsen kort før årsskiftet. Ellers vil han blive, siger Gallas ifølge Goal.
Chelsea har præsenteret danske Filip Jørgensen denne sommer, og nu har man åbnet forhandlingerne med endnu en målmand i form af Mike Penders fra belgiske Genk.
– Jeg er målløs. Hvad kan jeg sige til, at Chelsea henter endnu en målmand? Hvorfor gør de det? Hvad skal det til for? Hvorfor tror de, de får brug for endnu en målmand?
Læs også: Afviser Manchester United: Ivan Toney vil til denne klub
– Det er latterligt. De har brugt så mange penge og bruger stadig flere. Det sender en besked til de nuværende målmænd om, at de ikke er gode nok. Chelsea burde kigge på mere erfarne forsvarsspillere og angribere. Det er dét, de er nødt til at fokusere på, lyder det videre fra Gallas.


















