Billeder var falske, siger Calafiori
Riccardo Calafiori er skiftet til Arsenal.
Den italienske landsholdsspiller er de seneste uger blevet rygtet til The Gunners, og mandag blev skiftet så annonceret.
Forinden havde der floreret en række billeder af forsvarsspilleren, der som barn var trukket i en Arsenal-trøje.
Det blev han spurgt ind til i forbindelse med sit skifte til London-klubben.
– De billeder var falske. Men for at være ærlig kom jeg til en kamp i januar mod Crystal Palace. Nu er jeg her, siger Calafiori ifølge football.london.
På vej til United: Obi Martin sender besked
Calafiori er nu ankommet til USA, hvor han har sluttet sig til Arsenals træningslejr, og han ser frem til at bidrage til sin nye klub.
– Måske med min mentalitet. Jeg vil vinde. Det starter med træning. Jeg vil give noget til dette hold, siger han.
– Jeg er også selvsikker på bolden, og jeg kan lide at spille fodbold. Så det er et perfekt valg.
Arsenal har betalt omkring 372 millioner kroner for landsholdsspilleren, som både kan spille i det centrale forsvar og på venstre back.



















