Udstødt profil færdig hos Newcastle
Hatem Ben Arfa var tidligere en stor profil hos Newcastle, men franskmanden er røget ud i kulden på St. James’Park, og ligner efterhånden en færdig mand i klubben.
Siden sin ankomst i 2010 har det været en særdeles turbulent tid for den franske enfant terrible Hatem Ben Arfa, der har markeret sig som en fanfavorit hos Newcastle, men som samtidigt også har været utroligt skadesplaget.
Den driblestærke kantspiller har dog de seneste par måneder trods en skadesfri situation ikke været i betragtning til Newcastle-truppen, og ifølge lokale Shields Gazette kan Ben Arfa med stor sandsynlighed have spillet sin sidste kamp i den zebrastribede Newcastle-trøje.
Mediet melder her til formiddag, at Haten Ben Arfa er rasende over sin nuværende trupstatus, og at klubben har givet ham løbepas den kommende sommer. Prisen kan endda blive så lidt som £3 millioner for franskmanden, der har blot har et enkelt år tilbage på sin kontrakt, og som forventes at vende hjem til Frankrig allerede denne sommer.
Hatem Ben Arfa har været Newcaslte-spiller siden 2010, hvor han ankom til Tyneside fra den franske traditionsklub Marseille.