Sørensen overvejer Stokes kontrakudspil
Den tidligere danske landsholdsmålmand, Thomas Sørensen, har i længere tid stået i skyggen af Asmir Begovic i Stoke City. Dog har han stadig interesse i at blive i klubben, samtidig med at klubben også ønsker at beholde den danske keeper. Derfor har de tilbudt den 38-årige målmand en ét-årig forlængelse, som danskeren nu går rundt og overvejer.
– Vi havde nogle positive møder de sidste par uger. De vil beholde mig her, og vi kigger på det. Forhåbentlig kan vi finde ud af noget, så jeg kan blive et år mere, men der er ikke noget på papir endnu, siger den 38-årige keeper til Stoke Sentinel.
Danskerens målmandskollega, Asmir Begovic, er en ombejlet herre i øjeblikket, hvor han muligvis kan være på vej væk, hvis det rigtige bud kommer, og det kan være Thomas Sørensens chance for mere spilletid. Omvendt kan manager Mark Hughes dog bruge pengene på at hente en ny førstemålmand, hvor der også er den 21-årige Jack Butland i truppen, der blev hentet for halvandet år siden, hvorefter han straks blev udlejet.
Thomas Sørensen regner ikke med, at Begovic' fremtid ændrer hans egen fremtid, men hvis nogle interessante bud kommer til, vil danskeren overveje dem.
– Selvfølgelig vil jeg overveje det, men i øjeblikket er der ikke kommet noget ind, der passer. Jeg vil ikke være interesseret i at rykke ned i rækkerne, og det begrænser mulighederne, men en oplevelse i udlandet kunne være en mulighed. Det vil være noget helt andet, fordi vi har været i udlandet så længe, siger Thomas Sørensen til slut.