Stolt Giggs: Beslutter snart min fremtid
En skuffende sæson blev i dag afsluttet for Ryan Giggs og Manchester United, der ender på en chokerende syvendeplads, uden udsigt til europæisk fodbold den kommende sæson.
Dagens uafgjorte opgør mod Southampton var samtidigt den sidste kamp for midlertidige manager Ryan Giggs, og den 40-årige waliske United-legende ved endnu ikke hvad der skal ske i fremtiden, men erklærer, at han snart vil bestemme sig.
– Jeg må sige, at det har været en periode med både op- og nedture, men jeg har nydt oplevelsen fuldt ud, og jeg ville ønske, at anden halvleg kunne vare for evigt. Både spillerne og fansene har været utrolige i min periode som træner, fortalte Giggs til BBC Sport, inden han kommenterede på sin fremtid.
– Jeg vil beslutte mig for min fremtid i løbet af den næste uge. Til den tid vil der komme en afklaring på managerposten, og derefter må vi finde ud af, hvad der skal ske for mig, afsluttede det walisiske koryfæ.
Under sin periode som manager lykkedes det for Ryan Giggs at hente syv point i form af to sejre, en uafgjort og et enkelt nederlag.