Stoke og Sørensen sejrede mod WBA
Der var en sjælden start til danske Thomas Sørensen, da Stoke i Premier Leagues sidste spillerunde gæstede West Brom og The Hawthorns, og midtvejs i første halvleg kunne danskeren se Gareth McAuley bringe gæsterne i front, da han uheldigt sparkede bolden i eget net. Efter pausen kom hjemmeholdet bedre med, og fik sågar udlignet til 1-1 på en scoring af Stephane Sessegnon, men Stoke og Sørensen skulle til slut få alle tre point.
Tre minutter før tid scorede Charlie Adam nemlig til 2-1, og den flotte sejr betyder, at Stoke overtager niendepladsen fra Newcastle, og henter sin bedste Premier League-placering nogensinde. Andetsteds gæstede Everton og Roberto Martinez et tætpakket KC Stadium, hvor Hull City bød op til dans, og ligeledes her slap udeholdet bedst fra løjerne.
James McCarthy afsluttede nemlig tidligt et veludført angreb og bragte Everton i front, og få sekunder inde i anden halvleg blev det endnu bedre for Merseyside-klubben, da Romelu Lukaku bød ind med et afskedsmål. Everton vandt opgøret med 2-0, og slutter på en flot femteplads, mens Hull med nederlaget ender på 16. pladsen i Premier League. Netop Hull skal dog i aktion en sidste gang i denne sæson, når de næste weekend møder Arsenal i FA Cup-finalen.