Cristiano Ronaldo slår vanvittig rekord
Cristiano Ronaldo forlod i slutningen af 2022 Manchester United efter at have givet et eksplosivt interview til TV-kendissen Piers Morgan.
Siden da har den portugisiske verdensstjerne slået sine folder.
Og på trods af, at han er blevet 39 år, har han bevist, at han fortsat kan være med.
Mandag har han nemlig slået rekorden for flest mål i en sæson i den saudiske Pro League, skriver Al-Nassr på klubbens X-profil.
Cristiano Ronaldo har leveret 35 mål i 31 kampe i indeværende sæson.
I samme ombæring er han den første nogensinde til at slutte som ligatopscorer i fire forskellige lande, lyder det.
Cristiano Ronaldo har tidligere fortalt, at han er meget positivt overrasket over niveauet i den saudiske Pro League.
– Jeg synes, at man skal se på Saudi Pro League på en anden måde. Jeg har ikke tænkt mig at sige, at ligaen er en Premier League, det ville være løgn.
– Men det er en meget konkurrencedygtig liga, som jeg er positivt overrasket over, en meget afbalanceret liga og med gode hold.
– Jeg er sikker på, at ligaen i de kommende år vil være den fjerde, femte eller sjette mest konkurrencedygtige liga i verden, lød det fra Cristiano Ronaldo i marts sidste år.
Cristiano Ronaldos forhenværende arbejdsgiver, Manchester United, siger i øvrigt farvel til en spiller efter ni år.



















