Ferdinand vil blive hos United
35-årige Rio Ferdinand har været en stor del af Manchester Uniteds massive succes siden ankomsten i 2003, men til sommer har den karismatiske midtstopper kontraktudløb med de detoniserede engelske mestre, og en forlængelse er endnu ikke kommet på bordet.
Det skyldes dog ikke forsvarsspilleren selv, der hellere end gerne vil forlænge med hjerteklubben.
– Naturligvis vil jeg vente, spille kampene indtil slutningen af sæsonen, og så se hvad der sker, forklarede han i et eksklusivt interview med BT Sport.
– Jeg føler mig fit, og jeg har det godt. Jeg nyder stadig at spille fodbold, så jeg vil uden tvivl spille et år mere, og forhåbentligt også to eller tre mere. Men jeg tager det fra det ene år til det andet, og forhåbentligt også et år mere, fortsatte han:
– Det vigtigste er klubben, og klubbens beslutning om hvem de vil have, og når det er blevet løst kan alt andet blive løst. Som jeg sagde, så nyder jeg stadig fodbold. Manchester United har været fantastiske for mig, de har fået mine drømme til at gå i opfyldelse, så jeg har naturligvis respekt for den beslutning vedrørende min fremtid, som klubben ender med at nå frem til.
Rio Ferdinand har mere end 300 førsteholdskampe på CV'et hos Manchester United, mens han ligeledes står noteret for 81 landskampe for Three Lions.