Bayern uden stjerner mod Arsenal
Bayern München kommer til at måtte undvære flere vigtige spillere til onsdagens returkamp mod Arsenal.
På tirsdagens pressemøde gav Thomas Tuchel en opdatering på skadessituationen hos den tyske storklub.
Den tyske manager kunne bekræfte, at Manuel Neuer og Leroy Sané bliver klar til at spille, selvom de begge missede weekendens opgør i Bundesligaen mod Köln.
Her spillede Kingsley Coman de første 50 minutter, inden han blev skiftet ud. Franskmanden blev af Tuchel meldt ukampdygtig til morgendagens opgør.
Det samme gør sig også gældende for en af klubbens andre offensive profiler. Tyske Serge Gnabry missede også weekendens kamp, og han er ude af returkampen.
I det første opgør mod Arsenal startede Gnabry ellers inde og scorede sågar også mod sin tidligere klub.
Også Sacha Boey og Bouna Sarr er ude af onsdagens kamp på Allianz Arena i Bayern.
Den første kamp mellem de to storklubber endte 2-2, og det er derfor helt åbent inden returkampen.
Senere i dag holder Mikel Arteta pressemøde, hvor han ventes at give en opdatering på situationen hos The Gunners. Tidligere i dag var Martin Ødegaard dog en del af træningen.
Formentlig er det kun Jurrien Timber, som Arteta ikke kan gøre brug af til opgøret.
LÆS OGSÅ: Arsenal meldes ude efter PL-bomber