- Hvis stjerne ikke vil spille, skal han ikke
Tidligere på ugen kunne Manchester Citys stjernespiller Rodri fortælle, at han var træt. Han havde brug for en pause, og det var der lagt en plan for.
Det kunne meget vel betyde, at han får en pause i weekendens Premier League-kamp mod Luton. Det antydede Pep Guardiola også meget klart på fredagens pressemøde.
– Hvis en spiller ikke vil spille, skal han ikke spille. Det er simpelt, sagde Guardiola ifølge BBC.
– Tag et kig på vores kampe, og så vil du indse det. Han er så vigtig på grund af den kvalitet, han kommer med.
– Jeg har en følelse af, at han var bedre i anden halvleg af de kampe, hvor han var træt mod Crystal Palace og Real Madrid. Han løb mere og var mere sikker i anden halvleg end første.
– Mere end det fysiske handler det også om at bruge mental energi, når man spiller hver tredje dag. Selvfølgelig er han træt. Han har spillet mange minutter.
Rodri er blandt de ti markspillere, der har spillet flest minutter i de fem største europæiske ligaer denne sæson.
LÆS OGSÅ: Heftig Haaland-kritik får Guardiola til at reagere