Profiler udgik: Nu kommer Klopp med skidt nyt
Lørdag eftermiddag var en meget blandet en af slagsen for Liverpool.
Det blev til tre point mod Brentford og et godt comeback for Mohamed Salah, men der var også malurt i bægeret.
For i første halvleg måtte både Curtis Jones og Diogo Jota udgå med skader. Sidstnævnte måtte endda bæres fra banen efter at have slået knæet i en duel med Christian Nørgaard.
Efter kampen gav Jürgen Klopp en opdatering på skaderne.
– Det ser ikke godt ud for nogen af dem, sagde Klopp til TNT Sports.
Fredag blev Alisson også skadet til en træning, og derudover blev Darwin Nuñez også taget ud i pausen mod Brentford. De to spillere gav Klopp også en lille opdatering på.
– Vi ved ikke med Alisson. Jeg tror, det var et slag for Curtis, og jeg ved ikke, hvad det betyder for hans ben.
– Det var en duel med Diogo, og vi må se med Darwin. Vi er ikke sikre på, om han har noget eller ej. Han mærkede noget, men da vi allerede havde lavet to udskiftninger, satte vi Cody ind.
– Vi må se. Det er ikke nemt i øjeblikket. Vi spiller igen om tre eller fire dage, uddybede Klopp ifølge Liverpool Echo.
Læs flere nyheder om Liverpool her.