Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tidl. Premier League-manager indrømmer: Jeg brød alle regler

16.02.2024 Kl. 08:37
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Den tidligere Premier League-manager Harry Redknapp indrømmer, at han brød alle regler, da Jermaine Defoe skiftede fra Tottenham til Portsmouth. Skiftet skete uden en autoriseret agent.

I efteråret efterforskede den engelske avis The Times sagen. Det førte til, at det engelske fodboldforbund, FA, åbnede sagen, for så senere at lukke den igen.

Defoe skiftede til Portsmouth fra Tottenham på transfervinduets sidste åbningsdag i vintervinduet i 2008. Overgangssummen lød på 65 millioner kroner, og den blev fordoblet året efter, da Defoe så skiftede tilbage til Tottenham.

I en ny dokumentar, der handler om Defoe, som udgives i slutningen af denne måned, afslører den tidligere Tottenham-spiller, hvordan hans skifte fra Tottenham i 2008 kom i stand.

– Det var Harry Redknapp. Jeg kan huske, at jeg fik opkaldet, siger Defoe i dokumentaren, skriver Daily Mail.

Redknapp mener da også, at Defoes hukommelse sandsynligvis er god nok, og at han brød alle regler.

– Hvis han var på kontrakt hos Tottenham, ville han ikke kunne tale til mig. Jeg kan få opkald fra FA på grund af det her, siger Redknapp.

Regel T.1.2. i Premier League foreskriver, at en klub kun kan henvende sig til en spiller, hvis der forud er indhentet tilladelse fra den klub, han har kontraktmæssige forpligtelser til.

Skulle det mod forventning ikke være tilfældet, kan den enkelte person straffes med bøder eller karantæne, mens klubberne kan blive ramt af transferkarantæner og pointstraf.

– Jeg tror ikke, der er en eneste transfer, som nogensinde er blevet gjort, hvor en manager eller nogen i en fodboldklub ikke har talt med spiller eller agent, før handlen er faldet på plads. Det er bare normalen. Det er det, der sker. Enhver, der tror, at det ikke sker, befinder sig ikke i den virkelige verden, lyder det fra Redknapp til Daily Mail torsdag aften.

Torsdag aften stod det endnu uklart hen, om Premier League ville kigge på anliggendet, skriver Daily Mail. Det kræver som regel, at der foreligger en officiel klage fra en klub.

Læs de seneste nyheder om Premier League her.

Annonce