Bo Henriksen landet i Mainz: Sammenlignes med Jürgen Klopp
Bo Henriksen sammenlignes med Jürgen Klopp af tyske medier.
49-årige Henriksen blev tirsdag præsenteret som ny cheftræner i Bundesligaklubben Mainz 05.
Danskeren kommer til klubben fra en stilling hos FC Zürich i Schweiz.
Mainz 05 er placeret under nedrykningsstregen i Bundesligaen, og i løbet af indeværende sæson har klubben fra Rheinland-Pfalz været aldeles sløje.
Der er fire point op til 1. FC Köln, der indtager 16.-pladsen, som er lig med nedrykningsplayoff, mens der er hele ni point op til Union Berlin som er på 15.-pladsen, som er lig med overlevelse.
– Der er kun ét job; vi er nødt til at vinde. I øjeblikket mangler holdet selvtillid. Der er en masse styrker og kvalitet i dette hold. Nu skal spillerne være modige – også være modige i forhold til at begå fejl. Det er vigtigt for at kunne vinde, siger Henriksen.
I forbindelse med trænerskiftet er han blevet sammenlignet med Liverpool-manager Jürgen Klopp.
Det er de tyske medier, der gerne vil lave den kobling. Selv prøver Henriksen dog på at være sig selv, fortæller han.
– Jeg er dårlig til mange ting, men jeg er god til at være mig selv. Jürgen Klopp er en stor mand, men jeg tror ikke, jeg kommer i nærheden af ham, siger Henriksen ifølge schweiziske BlueWin.
Bo Henriksen har, foruden Mainz og Zürich, også trænererfaring fra Brønshøj, AC Horsens og FC Midtjylland.
Henriksen og Mainz 05 skal i aktion mod Jess Thorup og Augsburg på lørdag.
Læs de seneste nyheder fra Premier League her.