Stjernespiller rygtet væk: Agent afviser alt
Tidligere på ugen kunne man pludselig læse i den tabloide britiske presse, at Enzo Fernández ville væk fra Chelsea.
Argentineren svarede selv tilbage på rygterne med en forrygende præstation mod Aston Villa onsdag aften. Og nu har midtbanespillerens agent afvist historien om, at han vil væk.
– Det kom ud fra London-pressen. Jeg forstår ikke hvorfor. Både Enzo og jeg er meget tydelige omkring, hvad dette projekt er. Det blev meddelt mig den dag, hvor der var VM-finale, siger Uriel Perez til ESPN.
Agenten forklarer også, at Enzo Fernández er helt indforstået med, at Chelseas projekt kan tage flere år, inden det er foldet ud.
– De var meget tydelige omkring, at projektet kommer til at tage tid. Specielt ud fra et sportsligt synspunkt, fordi de skulle lave ændringer på holdet. De ville forsøge at hente de bedste unge spillere, og en af dem var Enzo.
– De var klar over, at det kunne tage en, to eller tre sæsoner, inden de begyndte at konkurrere om de vigtige ting. Men de sagde, at når holdet er samlet, vil de begynde at kæmpe for titlerne.
– Jeg synes, at holdet har masser af kvalitet, mange gode spillere, og nu mangler de kun at passe sammen, siger agenten.
23-årige Fernández blev købt i Benfica for mere end 900 millioner kroner i januar 2023. Han fik kontrakt med Chelsea til sommeren 2031.
Indtil videre har han spillet 51 kampe for The Blues.
Læs flere nyheder om Chelsea her.