Kevin de Bruyne: Fem klubber kan vinde Premier League
Kevin de Bruyne er overbevist om, at fire andre klubber vil kæmpe med Manchester City om guld i Premier League.
Endnu en gang ser det ud til, at Jürgen Klopp og Pep Guardiola vil presse på frem mod 38. spillerunde i maj. Liverpool og Manchester City ligger henholdsvis nummer et og to i Premier League, og måske bliver der slet ikke ændret på det faktum.
Både i 2018/19 og 2021/22 havde Liverpool held med at presse Manchester City frem til sidste spilledag, mens det i 2019/20-sæsonen var The Reds, der triumferede.
Kevin de Bruyne tror dog ikke, at titelræset kun består af Liverpool og Manchester City.
Arsenal ligger á point med Manchester City, og ikke overraskende er The Gunners derfor også på De Bruynes liste over titelrivaler.
– Der er så mange hold der. Liverpool og Arsenal er der sammen med os.
– Men jeg vil også mene, at Aston Villa og Tottenham er tæt på.
– Vi kæmper med fem i øjeblikket. Der er et mindre pres om at gøre det godt i forvejen, men der er ingen grund til at spå om, hvad der kommer til at ske om to måneder.
– Vi er nødt til at vinde kampe og forsøge at nyde det. Vi ved, hvad vi skal gøre. Presset er der altid, men vi er klar til at kæmpe igen frem til slutningen, siger Kevin de Bruyne i et interview med London Evening Standard.
Liverpool tabte på skuffende vis med 3-1 til Arsenal i weekenden, men det er stadig Jürgen Klopps mandskab, der indtager førstepladsen i Premier League.
Manchester City har en kamp i hånden og halter derfor efter. Liverpool og Manchester City skal mødes på Anfield 10. marts i, hvad der kan blive et sæsondefinerende opgør for begge mandskaber.
Aston Villa har været denne sæsons helt store overraskelse, og Unai Emerys mandskab har blot tre point op til Manchester City. Ange Postecoglou og Tottenham har fem point op til Manchester City, men det havde nok set anderledes ud, havde det ikke været for en skidt periode i november og december.