Medie: Storklub vil købe Eriksen til sommer
Tidligere onsdag kunne Sky Sports rapportere, at Christian Eriksen bliver i Manchester United resten af sæsonen trods rygter om et skifte til Galatasaray.
Det tyrkiske transfervindue er åbent frem til fredag den 9. februar, men alligevel bliver det ikke til et klubskifte på nuværende tidspunkt for danskeren.
En ny mulighed åbner sig dog til sommer, og her vil Galatasaray gøre et nyt forsøg. Sådan kan ESPN nu fortælle.
På nuværende tidspunkt er Galatasaray på andenpladsen i den bedste tyrkiske række. Det er kun en dårligere målscore end Fenerbahce, der forhindrer storklubben i at toppe tabellen.
Derudover er Galatasaray stadig med i Europa. I foråret skal klubben spille Europa League efter at være sluttet foran Manchester United i Champions League-gruppespillet.
Eriksens kontrakt med Manchester United løber frem til sommeren 2025, men det bliver næppe dyrt for Galatasaray at købe ham fri.
Den danske landsholdsspiller fylder 32 år om en uge, og han vil formentlig ikke længere være fast mand hos Manchester United. I de seneste tre kampe har han således slet ikke været på banen.
Siden midten af november er det også blot blevet til tre startpladser for midtbanespilleren. Et sommerskifte kan derfor ikke udelukkes, hvis Eriksen selv har lyst.
I denne uge har Thomas Frank også luftet en interesse for at hente Eriksen tilbage til Brentford. Således åbnede den danske cheftræner døren på vid gab for landsholdsspilleren. Læs mere om det her.
