Nu er det sket: Liverpool har kontaktet Xabi Alonso
Liverpool er nu gået mere konkret til værks i jagten på at finde afløseren for Jürgen Klopp.
Ifølge Foot Mercato har Liverpool således taget kontakt til Xabi Alonso.
Allerede tilbage i november informerede Jürgen Klopp ledelsen i Liverpool om, at han stopper efter denne sæson. Derfor har The Reds også haft god tid til at se sig om.
Kort tid efter, at det blev annonceret, at Klopp tager afsked med Liverpool, blev der rettet henvendelse til Alonso. Spanieren er en af flere emner hos Liverpool – men han er også klubbens førsteprioritet.
På nuværende tidspunkt har Alonso dog givet udtryk for, at han er glad for at være hos Leverkusen. Her er han i gang med sin anden sæson – og hvilken en af slagsen.
For øjeblikket er Leverkusen således på førstepladsen i Bundesligaen, og klubben har ikke lidt et eneste nederlag hele sæsonen.
Samtidig har spillet på banen været forrygende, og det har gjort Alonso meget attraktiv på trænermarkedet.
Det vil dog koste at købe den 42-årige spanier fri af kontrakten med Leverkusen. Den tyske klub har således papir på ham frem til sommeren 2026.
Før tiden i Leverkusen var han i tre år træner for Real Sociedads b-hold. Inden da nåede han også en enkelt sæson som ungdomstræner i Real Madrid.
Læs flere nyheder om Liverpool her.