Chelsea i stor frustration: Stjernes kone vil ikke slette opslag
Det har været en sæson direkte til glemmebogen for Chelsea.
Det var den forgangne sæson egentlig også, men The Blues havde håbet på, at en ansættelse af Mauricio Pochettino kunne rette op på tingene.
Store summer blev desuden brugt på Moises Caicedo, Nicolas Jackson og Cole Palmer i sommervinduet i 2023, men lige lidt har det øjensynligt hjulpet hidtil.
I kølvandet på weekendens skuffende 4-2-nederlag på hjemmebane til Wolves, tog Thiago Silvas kone, Belle, på det sociale medie X for at lufte sin frustration.
– Det er tid til forandring. Hvis man venter meget længere, vil det være for sent, skrev Belle.
I Chelsea har man angiveligt arbejdet aktivt på at få Belle til at slette opslaget. Det er dog ikke lykkedes, og det har efterladt klubben i stor frustration, skriver The Telegraph.
Belle Silva var også bannerfører for en fyring af Graham Potter, som klubben skilte sig af med sidste forår.
Pochettino var efter nederlaget til Wolves ude med en offentlig undskyldning til klubbens tilhængere.
– Da vi scorede, havde vi ikke begyndt kampen dårligt, men da vi indkasserede det første mål, led vi af reaktionen, begyndte at føle os nervøse, og vi kunne ikke håndtere stresset.
– Da vi indkasserede to mål fra afrettede skud, var det svært at styre holdet. Energien faldt.
– Vi gik til pause, og i anden halvleg havde vi chancerne for at gøre det til 2-2, men så indkasserede vi et tredje mål, og det blev virkelig svært. Følelsen på banen var svær at håndtere for spillerne, der ikke kunne håndtere situationen.
– Jeg er så skuffet, og vi er nødt til at ændre denne følelse, og jeg vil gerne undskylde overfor klubbens fans. Jeg vil gerne sige tak til de fans, der blev ved til slutningen og støttede vores hold, siger Pochettino.
Chelsea er tilbage i aktion denne onsdag aften, hvor det gælder en omkamp i FA Cuppens fjerde runde mod Aston Villa.
Pochettino er fyringstruet hos Chelsea, men én ting afholder tilsyneladende klubben fra at fyre ham her og nu. Læs mere her.
Bookmakerne er allerede begyndt at spekulere i, hvem der skal tage over efter Pochettino. Her kan du se favoritterne.