Arsenal-stjerne svarer Carragher igen: Hvornår må man så juble?
– Bare gå ned i tunnelen.
Sådan lød den noget bitre kommentar fra Sky Sports-ekspert Jamie Carragher som svar på, at Martin Ødegaard i en jubelscene overtog klubfotografen Stuart Macfarlanes kamera.
Der er kommet mange svar på den brutale kritik fra Carragher, og de fleste håner Liverpool-legenden.
Nu er der så også kommet et svar fra Ødegaard, som kritikken var rettet mod.
– Jeg tror, at alle, der elsker fodbold, ved, hvor meget det betyder at vinde sådan en kamp.
– Og hvis man ikke må juble, når man vinder en kamp, hvornår er det så tilladt at juble?
– Vi er glade for sejren, og vi vil forblive ydmyge. Vi fortsætter med at arbejde hårdt, og vi forbereder os på den næste kamp, men selvfølgelig må man gerne være glad, når man vinder, siger Ødegaard ifølge The Telegraph.
25-årige Ødegaard blev desuden taget i forsvar af Arsenal-legenden Ian Wright.
– Martin Ødegaard tager et billede med Stuart, fotografen, en livslang Arsenal-fan, som har støttet klubben, siden han var fem år gammel.
– Hvad er der galt i, at en anfører gør det? Det har intet at gøre med, at vi har vundet over Liverpool. Det er bare en mulighed.
– Hvorfor forsøger alle at dræbe glæden? Lad nu være med at dræbe glæden. Der er så meget af sæsonen tilbage. Så snart Arsenal gør noget, så skal det tages op til debat, lyder det fra Wright på Instagram.
Arsenal har efter sejren over Liverpool kun to point op til netop Liverpool, der fortsat indtager førstepladsen i Premier League.
Søndagens sejr til Arsenal var dog med til at puste nyt liv i titelkampen, der nu tegner sig til at blive ualmindelig tæt, nu hvor vi så småt går afslutningen i møde.
Læs flere nyheder om Arsenal her.