Rygte florerer: Derfor vil Klopp væk fra Liverpool
Jürgen Klopp annoncerede fredag sit stop som Liverpools manager fra den kommende sæson.
Den 56-årige tysker har nærmest vundet alt, der vindes kan i sin tid hos Liverpool, der har budt på triumf i både Premier League og Champions League siden ankomsten i oktober 2015.
Nyheden om Klopps afsked chokerede store dele af fodboldverdenen. Særligt med tanke på, hvor godt det egentlig går for klubben i denne sæson.
Klubben deltager fortsat i fire turneringer, og senere på måneden skal man møde Chelsea i Carabao Cup-finalen på Wembley, ligesom klubben også kan spille med om medaljer i Premier League, FA Cuppen og Europa League.
I forbindelse med udmeldingen i sidste uge, lagde Klopp vægt på, at det var manglende energi, der var årsagen til den snarlige afsked.
West Hams Michail Antonio hørte allerede i sidste sæson en fugl synge om, at Klopp snart ville være fortid i Liverpool.
– For at være ærlig, så hørte jeg en fugl i sidste sæson synge om, at han overvejede at forlade klubben.
– Men efter det, der skete sidste år, og det, de har gang i i denne sæson, så var jeg meget overrasket over, at han nu forlader dem.
– Det, som jeg har hørt, og det er muligvis ikke rigtigt, er, at hans familie ønsker at vende hjem. Det er det, som rygterne gik og går på, siger Antonio til podcasten The Players Channel.