Ser bort fra Højlund og Onana: Dyr Chelsea-spiller er sæsonens flop
Chelseas dyrt indkøbte Moises Caicedo er blevet udpeget som sæsonens flop i Premier League foran blandt andre André Onana og danske Rasmus Højlund fra Manchester United.
Caicedo skiftede i sommer til Chelsea fra Brighton for en rekordovergangssum i Storbritannien, men han har ikke formået at leve op til forventningerne.
Både Onana og Højlund har haft en personlig svær sæson for Manchester United, hvor de begge har været genstand for megen kritik.
Men ifølge skotske Ally McCoist, der har en lang fortid som Rangers-angriber bag sig, er der andre end Højlund, der fortjener prisen.
– André Onana har ikke været den signing, han kunne være blevet for Manchester United, men jeg giver ham ikke sæsonens flop.
– Jeg mener, at det ville være noget hårdt. Men Moises Caicedo … jeg har set ham et par gange, og særligt på Old Trafford, hvor han var på den centrale midtbane med Enzo Fernández. Til sammen har de kostet 2,2 milliarder kroner, og det er ikke godt.
– Caicedo får helt sikkert min stemme over Onana. Rasmus Højlund? Ikke i nærheden. Caicedo og Onana vil begge få den før ham.
– Jeg ved, at Højlund ikke har scoret lige så regelmæssigt, som Manchester United-tilhængerne gerne ville have haft, særligt i Premier League.
– Men der er en vilje og en ivrighed. En lyst, som en stor del af United-fansene, størstedelen, hvis ikke alle, kan se, lyder det fra McCoist til talkSPORT ifølge Goal.com.
Det tog Højlund 15 Premier League-kampe at score sit første mål i Englands bedste række.
Den danske angriber skiftede i den forgangne sommer til Manchester United fra Atalanta i en handel, der kan løbe op i potentielt set 625 millioner kroner.
Både Højlund og Onana ventes at være på banen, når Manchester United torsdag aften møder Wolves på udebane i Premier League.
Følg de afgørende timer af vintertransfervinduet i vores Transfer Live.