Tredje signing på vej? Tottenham overvejer sent bud på Bayern-stjerne
Tidligere på måneden meldte den tyske avis Bild, at både Manchester City og Liverpool viser interesse for Bayern Münchens Joshua Kimmich.
Men de to klubber er ikke de eneste, der viser interesse for den tyske midtbanespiller.
Også Tottenham har Kimmich på sin radar. Ifølge mediet Football Insider, kan Spurs komme med et sent bud på Kimmich, hvis klubben ikke formår at hente Conor Gallagher.
Det ventes, at den tyske storklub står klar til at sige farvel til den 28-årige tysker, såfremt et bud på mellem 350 og 525 millioner kroner lander i indbakken.
Ange Postecoglou har tidligere på måneden hentet midtstopperen Radu Dragusin fra Genoa og lejet Timo Werner i RB Leipzig.
Nu er fokus så vendt mod en ny, central midtbanespiller, og her er flere emner oppe at vende.
Kimmich har været en bærende spiller for Thomas Tuchels mandskab i denne sæson med sine 26 kampe, ene mål og seks oplæg på tværs af samtlige turneringer.
Han regnes som en af de bedste defensive midtbanespillere i Europa, og han står noteret for 370 kampe i sin tid hos Bayern München.
Der resterer i øjeblikket 18 måneder af hans kontrakt med den tyske storklub.
Tottenham er placeret på en femteplads i Premier League, og fredag aften blev man slået ud af FA Cuppen via et 1-0-nederlag til Manchester City.
Onsdag aften vender klubben tilbage i aktion i Premier League, når det gælder Thomas Frank og Brentford.