Stjerne er tilbage: Nu er han klar til comeback
James Maddison har ikke spillet en fodboldkamp siden den 6. november, hvor han blev ankelskadet mod Chelsea. Nu er englænderen imidlertid tilbage og klar til comeback.
I sidste uge vendte han ifølge The Athletic tilbage på træningsbanen hos Tottenham. Maddison er efter sigende også så langt, at han allerede kan spille i fredagens FA Cup-kamp mod Manchester City.
Det er en forrygende nyhed for Tottenham, som har savnet den engelske midtbanespiller de seneste to og en halv måned.
I begyndelsen af sæsonen var Maddison nemlig helt sublim for Ange Postecoglous mandskab. Han var således en af Premier Leagues bedste spillere i de første måneder af sæsonen, inden han blev skadet.
Han var skiftet fra Leicester i sommerens transfervindue, men han gik direkte ind på holdet hos Tottenham. Her var han også blevet udnævnt som vice-anfører med det samme. Derudover overtog han også trøje nummer ti fra Harry Kane.
Inden sin skade nåede Maddison at spille 11 Premier League-kampe. Her blev det til tre scoringer og seks assists for englænderen.
Selvom der sidenhen nu er spillet 21 runder af sæsonen, er der kun fem spillere, som har flere målgivende afleveringer end Maddison. Den liste toppes af Mohamed Salah med otte.
Læs flere nyheder om Tottenham her.