Medie: To engelske storklubber taler med Benzema
Karim Benzema har selv været ude at benægte, at han har ytret et ønske om at forlade Al-Ittihad i dette transfervindue. Rygterne om den franske stjerneangriber vil dog alligevel ikke dø.
I løbet af de seneste uger er klubber som Chelsea, Arsenal og Manchester United blevet sat i forbindelse med ham. Lige nu er der dog kun to af de klubber, der taler med Benzemas repræsentanter.
Den store spanske avis Marca skriver, at Arsenal og Manchester United lige nu er i kontakt med franskmandens lejr. Derudover taler Lyon også med Benzema.
Derudover skriver avisen også, at der i dag vil blive holdt et meget afgørende møde mellem Benzema og Al-Ittihad. Her vil der blive diskuteret, hvad der skal ske i den nære fremtid for angriberen.
Rygterne har nemlig gået på, at den tidligere Ballon d’Or-vinder ikke er tilfreds med tilværelsen i Saudi Arabien. Derfor har han været åben over for at vende tilbage til Europa allerede nu.
Det er ellers kun lidt over et halvt år siden, at han forlod Real Madrid og skiftede til Al-Ittihad, som er en af de storsatsende klubber i det olierige land.
Her har Benzema selv haft fornuftig succes med 12 mål og fem assists i 20 kampe. Men Al-Ittihad har skuffet gevaldigt denne sæson og er langt fra toppen af den bedste række.
Benzema underskrev en kontrakt til sommeren 2026 med den saudiarabiske klub.
Følg med i vores Transfer Live de sidste dage i januar.