Klar tale: Kun én spiller kæmper for logoet
Det kniber med at se klubfølelsen hos spillerne i Chelsea for John Obi Mikel.
Således fortæller den mangeårige Chelsea-spiller, at han for øjeblikket kun kan se én spiller, der kæmper for klubben.
– Conor Gallagher er den eneste spiller, jeg vil udpege og sige, at han kæmper for logoet. Udover Conor er der ingen i Chelsea, siger John Obi Mikel i podcasten The Obi One Podcast.
Englænderen er en af nøglespillerne for Mauricio Pochettino i denne sæson. Han har således fået en startplads i 20 Premier League-kampe. I den sidste afsonede han karantæne efter et rødt kort.
Gallagher har også båret anførerbindet hos Chelsea en del gange i denne sæson, men alligevel er han blevet rygtet væk. Adskillige medier har således rapporteret om, hvordan Chelsea er åben for at sælge ham.
Et salg af den engelske midtbanespiller vil nemlig kunne tænkes at generere mange millioner. Pengene fra et eventuelt salg vil samtidig lune på Financial Fair Play-kontoen, fordi han er udviklet i Chelsea. Klubben har dermed ikke haft nogen transferomkostninger ved ham. Et salg vil derfor være ren profit.
På nuværende tidspunkt er det dog svært at forestille sig, at Pochettino vil synes om et salg. Den argentinske manager har også talt meget varmt og rosende om Gallagher på det seneste.
Læs alle nyheder om Chelsea her.