Raser Postecoglou endelig?: "Betvivl ikke min integritet"
Eric Dier er på vej væk fra Premier League.
Englænderen har ellers været i Tottenham siden 2014, men nu er midtbanespilleren – og forsvarsspilleren – på vej til Bayern München.
The Guardian oplyste tidligere lørdag, at den sydtyske storklub var blevet enige om de personlige betingelser i en kontrakt, mens Tottenham afviser at have været i kontakt med Bayern München.
Dier, hvis kontrakt med Spurs udløber til sommer, gik glip af FA Cup-sejren over Burnley i tredje runde fredag aften, men Ange Postecoglou bekræftede, at han var fraværende på grund af en skade, og at hans fravær ikke havde noget at gøre med et potentielt skifte væk.
Og op til nu har vi set, at australieren har fået enormt meget ros for sine pressekonferencer og forholdet til journalisterne, men efter kampen på Tottenham Hotspur Stadium, så virkede det til, at Postecoglou var irriteret over spørgsmålet.
– Han (Dier,red.) er skadet. Han fik bare en forstrækning og trænede ikke med i går.”
Da Postecoglou blev spurgt, om hans fravær havde noget at gøre med et potentielt skifte til Bayern, svarede han:
– Det er en anden sag, men sæt ikke spørgsmålstegn ved min integritet.
– Når jeg siger, at han er skadet, så er han skadet. Han trænede ikke i går. Jeg kan skaffe Vision (optagelser fra Spurs’ træningssystem,red.) til dig, du kan spørge ham. Det har ikke noget med noget andet at gøre.
– Jeg har ingen anelse. Når du spørger mig, om han er skadet, så er han skadet. Det er ikke noget, jeg har fundet på. Hvis han ikke var skadet, ville jeg sige, at han ikke var udtaget. Det er nemt for mig at sige.Han er skadet, og med hensyn til alt andet, der sker, er det ikke på min radar. Ikke som jeg har hørt om. Hvis der sker noget, er jeg sikker på, at jeg hører om det, men det er fair at sige, at vi i de sidste 24 timer har fokuseret på kampen og de spillere, der er til rådighed, sluttede Tottenham-manageren.
29-årige Dier er blevet tilbudt en halvandet år lang kontrakt af de tyske mestre.