Millimeter fra aftale: Så meget betaler Dortmund for Sancho
Jadon Sancho er på vej tilbage til Dortmund.
Det er meldingen fra flere tyske medier denne tirsdag aften.
Sky Sports i Tyskland var først til at berette om forhandlinger mellem klubberne, og nu kommer BILD med en ny melding.
Her meldes det, at Manchester United og Dortmund er millimeter fra at nå til enighed om en aftale, der vil sende Jadon Sancho tilbage til det tyske på en lejeaftale.
Lejeaftalen vil gælde for resten af sæsonen. Det meldes ikke, om der vil være en købsoption inkluderet i aften.
Til gengæld kan den tyske avis berette, at Dortmund betaler €3 millioner – svarende til 22 millioner kroner – og det inkluderer både lejebeløb og løn.
Det betyder, at Dortmund månedligt skal betale 3,6 millioner kroner de næste seks måneder for at leje englænderen.
Sidst Jadon Sancho spillede en kamp for Manchester United var 26. august. Her vandt klubben med 3-2 over Nottingham Forest.
I den efterfølgende kamp – mod Arsenal – spillede han ikke, fordi han var blevet vraget. Manchester United-manager Erik ten Hag udtalte efter opgøret, at det hang sammen med Sanchos præstationer på træningsbanen.
Det var dog ikke en udlægning, Sancho ville finde sig i, og han svarede derfor tilbage på de sociale medier, at det i hvert fald ikke var tilfældet.
Det resulterede i, at englænderen blev suspenderet, og Erik ten Hag har siden da krævet en undskyldning fra Jadon Sancho – og den har kantspilleren ikke tænkt sig at komme med.