Eksperter enige: Han er sæsonens hidtil bedste spiller
Inden Chelseas kamp mod Luton tidlig lørdag eftermiddag, uddelte eksperterne på TNT Sports, Rio Ferdinand og Jermaine Jenas, priser som følge af, at Premier League nu er nået midtvejs.
De to tidligere Premier League-spillere var enige, når det kom til sæsonens hidtil bedste spiller i Premier League.
Han hedder Declan Rice, lød det fra de to eksperter.
– Jeg kigger på Declan Rice. Det er svært at ignorere Declan Rice og William Saliba.
– Jeg tænker på Declan Rice især. Hans indflydelse. En stor pris på hans hoved. En masse pres. En masse øjne på ham, og så leverer han alligevel varen.
– Jeg mener, at når vi ser på hans præstationer fra starten af sæsonen til nu, så er han svær at overgå, lyder det fra Jenas.
Rio Ferdinand var enig.
– Jeg kan ikke komme væk fra Declan. Han har haft en stor indflydelse på truppen og har gjort en stor forskel. Har der været nogen, der har haft en større indflydelse?
– Med prisskiltet også. Hvor mange af os sidder på TV, derhjemme, rundt om på værtshuse og siger, at det er mange penge? Og et stort prisskilt?
– Ingen nævner det, og det er et vidnesbyrd om hans præstationer, siger Ferdinand.
Rice skiftede i sommer fra West Ham til Arsenal for 904 millioner kroner i sommer. Han blev dermed The Gunners’ dyreste indkøb nogensinde.
Rice har været en stjerne for Arsenal i indeværende sæson, hvor han har spillet alle 19 Premier League-kampe for klubben. Det r blevet til tre mål, heriblandt et mål i sidste minut mod Luton tidligere på måneden.
Han kunne dog ikke sørge for, at hans nuværende klub ikke tabte til hans tidligere klub West Ham torsdag. Her begik han sågar straffespark i slutningen af kampen, som The Hammers dog ikke formåede at udnytte. West Ham vandt kampen mod Arsenal med 2-0.
Arsenal får en chance for at ændre på historien om klubbens 2023, når man søndag møder Fulham.