Kritikken hagler ned: Ny VAR-ændring fra næste sæson?
Kritikken er i denne runde haglet ned over VAR.
Flere managere beklagede deres utilfredshed med videodommernes ageren – eller mangel på samme – efter lørdagens kampe.
Nuno Espirito Santo fra Nottingham Forest bad også om mere hjælp fra videodommerne, end den han fik.
Klubbens Willy Boly blev vist ud efter sit andet gule kort i, hvad der lignede en regulær forseelse.
VAR-ændring på vej?
Men der er muligvis lys for enden af tunellen, hvis man spørger den tidligere Premier League-dommer Mike Dean.
Frem mod den kommende sæson overvejes det nemlig, om VAR kan bringes i aktion ved forseelser, der giver anledning til en udvisning via to gule kort.
– VAR kan ikke se på det, men han (Boly, red.) spillede på bolden, og Smith landede så ovenpå hans ankel og ikke omvendt. For mig at se er det meget uheldigt.
– Videodommerne kan ikke involveres i forseelser til gult kort. Det er nødt til at være direkte rødt kort. Det er noget, som de kigger på frem mod den kommende sæson, siger Dean ifølge Sky Sports.
Espirito Santo blev ikke noteret som den eneste manager i Premier League, der beklagede sig over VAR.
I London fortalte Everton-manager Sean Dyche sin soleklare mening om indsats fra videodommerne.
– Jeg er en stor VAR-fan, men ikke i dag (lørdag, red.), for jeg synes, at de overdriver, lød det fra Dyche.
Årsagen til det? Dominic Calvert-Lewin havde inden da fået et mål annulleret, da det blev vurderet, at der blev begået frispark i optakten til målet.
Derudover følte Liverpool-manager Jürgen Klopp sig snydt for et straffespark på sit holds vegne.
– Jeg ved ikke hvordan. Jeg siger ikke, at han (dommeren, red.) ikke kan se det, for jeg aner ikke, hvor han stod i øjeblikket,
– Hvordan kan man ikke komme til konklusionen? Tag et nyt kig på den. Hvem var VAR-dommer, spurgte Klopp ifølge Sky Sports.