Arsenal-stjerne erkender: Selvfølgelig var der straffe
William Saliba blev kåret til kampens spiller i opgøret mellem Liverpool og Arsenal lørdag aften.
Gabriel Magalhães bragte gæsterne fra London foran tidligt i kampen, men Mohamed Salah udlignede for værterne.
Resultatet betyder, at Arsenal er et point foran Liverpool og indtager førstepladsen ved juletid.
Der var dog stor dramatik undervejs i opgøret. Her følte Liverpool sig snydt for et straffespark i første halvleg.
En bold ramte anfører Martin Ødegaards hånd i feltet, men kampens dommer Chris Kavanaghs fløjte forblev tavs.
Episoden blev kigget igennem i VAR-rummet, men beslutningen fik lov til at stå.
Straffesparket burde dog nok være dømt. Den mening deler Arsenals William Saliba i hvert fald.
– Selvfølgelig. Selvfølgelig var der straffespark. Men det er ikke mig, der er dommer, lød det fra franskmanden i et interview med Viaplay efter kampen.
Liverpools manager Jürgen Klopp var naturligvis også af den overbevisning, at The Reds burde have fået chancen fra ellevemeterpletten.
– Jeg ved ikke hvordan. Jeg siger ikke, at han (dommeren, red.) ikke kan se det, for jeg aner ikke, hvor han var i øjeblikket.
– Hvordan kan man ikke komme til konklusionen? Tag et nyt kig på den. Hvem var VAR-dommer, lød det fra Jürgen Klopp til Sky Sports efter kampen.
Dommerorganisationen PGMOL forklarede efterfølgende, hvorfor der ikke blev tildelt straffespark til Liverpool. Læs forklaringen her.
Du kan selv se og vurdere situationen i videoen øverst i artiklen.