Viaplay-eksperter vurderer muligt straffespark til Liverpool
Var der straffespark til Liverpool i første halvleg mod Arsenal?
Nej, mente både dommer Chris Kavanagh og VAR-dommer David Coote, og det engelske dommerorgan PGMOL er også kommet en forklaring på, hvorfor der ikke blev dømt straffespark til Liverpool.
Martin Ødegaard havde ganske tydeligt berøring med bolden med sin arm, men var det tilstrækkeligt til at dømme straffespark? Det mener Martin Jørgensen og Brian Laudrup heller ikke.
– Det synes jeg faktisk ikke. Han er ved at glide og armen er i den position, som den er. Det er ikke med vilje, at han rammer bolden, siger Martin Jørgensen.
Han bakkes op af Brian Laudrup.
– Jeg sagde i pausen, at jeg mente, der var straffe. Det må jeg så tage i mig igen.
Heller ikke Jan Mølby, der kommenterede kampen sammen med Niels Christian Frederiksen mente, at der var straffespark i situationen.
– Den officielle forklaring kommer, og det giver måske egentlig meget god mening, siger Jan Mølby om situationen.
I videoen øverst i artiklen kan du se situationen, hvor Ødegaard rammer bolden med hånden i straffesparksfeltet.