14 kampe uden mål: Peter Kjær kritiserer Højlund
Rasmus Højlund gik endnu engang fra banen uden at score i Premier League, og det er nu 14 kampe i den bedste engelske rækker uden scoringer fra den danske angriber.
Undervejs i lørdagens tidlige kamp mod West Ham leverede han ikke nogen særlig god indsats, og han kom i flere situationer for sent i de rigtige positioner, og det fik han kritik for af Viaplay-ekspert Peter Kjær under kommenteringen.
– Realistisk set er det en aflevering, som han kan nå. Det har vi set flere gange, sagde Peter Kjær om en situation, hvor der blev sendt et fladt indlæg ind i feltet, hvor Højlund manglede omkring en meter fra at nå frem.
– Det er noget med timingen. Han skal måske starte en brøkdel før.
Du kan læse vores karakterbog fra opgøret her.
Den danske angriber, der blev købt for mere end 550 millioner kroner i sommerens transfervindue, blev taget ud efter 57 minutters spil.
Her havde Peter Kjær også et par ord at sige om den samlede præstation på London Stadium.
– Jeg synes godt nok, at han har været langt fra det i dag. Ikke fordi viljen ikke er der, for det kan vi jo sagtens få øje på, men jeg synes godt nok, timingen er langt væk.
Højlund har i alt nu spillet 22 kampe for Manchester United, hvor det er blevet til fem scoringer – og alle målene er faldet i Champions League, som klubben nu er røget ud af.
Her kan du læse alle nyheder om Manchester United.