Møder har fundet sted: Storklub vil hente Højbjerg
Pierre-Emile Højbjerg er ikke i kridthuset hos Ange Postecoglou.
Det har den 28-årige dansker slet ikke været, siden australieren overtog roret i klubben tidligere på året.
Det er nok højst usandsynligt, at danskeren har skabt problemer for sig selv. Snarere er det nok Postecoglous ønske om en anden spillestil, der skinner igennem.
Højbjerg har fået sin spilletid begrænset på grund af skader og karantæner i denne sæson. Men også når han har været til rådighed, har andre stået foran ham i køen til en plads på holdkortet.
Det er blevet til 577 minutters fodbold i Premier League i denne sæson, og kun tre gange er han startet inde ud af 16 kampe.
På nuværende tidspunkt i den forgangne sæson stod Højbjerg noteret for 1335 minutter.
Dette har naturligvis fået spekulationerne om, at Højbjerg ser sig om efter en ny klub, til at stige eksponentielt.
Og der skulle heller ikke mangle bejlere, når man lige skimter rygtebørserne rundt omkring.
Således har Juventus for nylig været meldt interesseret, mens Manchester United i sommer blev sat i forbindelse med den danske landsholdsspiller.
Barcelona kaster sig ind i kampen om Højbjerg
Det seneste nye fra Mundo Deportivo er, at FC Barcelona så småt forbereder klubbens næste skridt.
Møder mellem klubben og Højbjergs agent har allerede fundet sted, melder den spanske avis.
Nærmere konkret mødtes Pini Zahavi med Barcelona-præsidenten Joan Laporta for nylig.
Zahavi siges at have et godt forhold til Laporta, og Barcelona er på udkig efter en ny, central midtbanespiller.
Højbjerg har tidligere på sæsonen forholdt sig til sin egen situation.
– Det er klart, at når der er noget uvished, kan det godt sætte gang i nogle tanker. Men nu er den lukket, der er en afklaring, og fokus er det rigtige sted
– Jeg synes altid, at fokus har været det rigtige sted, men når der er uvished, kan det godt sætte gang i nogle tanker. Hele vejen igennem har jeg selvfølgelig opført mig ordentligt og gjort tingene rigtigt, så jeg kommer ikke med et efterslæb, sagde Højbjerg tidligere i år til tv2.dk.