Slog dansker ud: Manchester City stensikkert videre til finalen
Både æren og penge var på spil, da Manchester City tirsdag aften stod overfor Alexander Scholz og Urawa Red Diamonds fra Japan.
Flere af klubbens største stjerner var rejst med til Saudi-Arabien, hvor turneringen udfolder sig i Jeddah.
Selvom Scholz og kompagni holdt stand næsten hele første halvleg, så blev det ved dét. Næsten.
For norske Marius Hoibraaten trak nitten og scorede i eget net kort før pause.
Det kunne Urawa Red Diamonds ikke rejse sig fra. Mateo Kovacic, der skiftede til City fra Chelsea i sommer, fordoblede føringen kort efter pause.
Bernardo Silva slog det sidste søm i kisten efter en times spil med sin scoring til 3-0.
Klubben fra den blå del af Manchester er derfor forholdsvist sikkert videre til finalen, hvor Fluminense fra Brasilien venter. Finalen spilles fredag aften.
Her kan du læse mere om, hvad klubben kan se frem til at modtage i præmiepenge.
Manchester City er modstanderen, som FCK skal møde i forårets ottendedelsfinaler i Champions League. Her kan du læse om danskernes statistiske muligheder for at gå videre.