Forhandlinger undervejs: Lønkonge vil væk fra United
Manchester United kan være på vej til at miste klubbens bedst betalte spiller.
Saudi-Arabien er i gang med at kunne præsentere noget af et udstillingsvindue, hvad angår professionelle fodboldspillere.
Spillere som Karim Benzema og Cristiano Ronaldo huserer for tiden i oliestaten.
Og nu tyder noget på, at endnu en fodboldstjerne kan være på vej til Saudi-Arabien.
Således står Al-Hilal klar med en lukrativ kontrakt til Casemiro, der i øjeblikket er den spiller i Manchester Uniteds trup, som tjener mest.
Det skrev det franske medie Sports Zone tidligere på ugen.
Ifølge mediet skulle Al-Hilal være klar til at betale 150 millioner kroner hver sæson, og forhandlingerne er allerede begyndt.
Nu skriver mediet 90min, at Casemiro selv skulle være klar til at forlade klubben til januar.
En afsked med Casemiro vil frigøre kroner i lønbudgettet.
Derudover kan det også komme på tale, at spillere som Jadon Sancho, Donny van de Beek, Raphaël Varane og Anthony Martial forlader klubben inden længe, lyder det.
Casemiro er relativ ny mand på Old Trafford. Han skiftede til Manchester United i sommeren 2022.
De Røde Djævle betalte 522 millioner kroner til Real Madrid for, at transferen kunne lade sig gøre.
I denne sæson har Casemiro spillet 12 kampe for United med fire mål og et oplæg til følge.
Journalist: Casemiro skifter ikke til PSG fra Manchester United
Ifølge den velrenommerede journalist Simon Stone fra BBC, skal man ikke forvente, at Casemiro skifter til Paris Saint-Germain, som brasilianeren ellers også er blevet sat i forbindelse med.
Her er meldingen, at PSG ikke har nogen interesse i Casemiro.
– Jeg er blevet fortalt, at PSG ikke har nogen interesse i Casemiro, skriver Simon Stone og tilføjer:
– Han ser ud til at blive mere vigtig for Manchester United, jo længere tid han har været ude.
Casemiro har været ude siden begyndelsen af oktober. Her pådrog han sig en skade i opgøret mod Brentford.
Brasilianeren har misset de seneste otte Premier League-kampe. Han forventes at være tilbage i midten af januar.
Ifølge datavirksomheden Capology er Casemiro den bedst betalte United-spiller med en løn på godt tre millioner kroner om ugen.