Optakt: Liverpool vs Manchester United
Et brag af en kamp venter søndag klokken 17.30, når Michael Oliver fløjter kampen mellem Liverpool og Manchester United i gang.
I skrivende stund topper Liverpool tabellen med ti point ned til rivalerne fra Manchester United, der ligger på sjettepladsen.
Som optakt ser vi nærmere på nogle af de mest interessante statistikker op til opgøret.
Anfield er blevet et fort
Indtil videre er der kun to klubber, som har gjort rent bord på hjemmebane i denne sæson. Det er Aston Villa og Liverpool.
The Reds har vundet alle syv kampe med en målscore på 21-5.
For Manchester Uniteds vedkommende har det været enten eller på udebane i denne sæson. Fire sejr og tre nederlag er det blevet til.
Lingard er den seneste målscorer på Anfield
Det er fem kampe siden, at Manchester United har scoret på Anfield. Seneste mål kom i 2018, da Jesse Lingard scorede i et 1-3-nederlag.
Seneste sejr på Anfield kom i 2016, da De Røde Djævle vandt 1-0, og siden da har de spillet syv kampe på Liverpools hjemmebane – fire nederlag og tre opgør er endt uden vinder.
De historiske Premier League-statistikker
Inden weekendens kamp har de to mandskaber spillet 62 kampe mod hinanden i Premier League-regi, og her er det Manchester United, der har vundet flest kampe:
Liverpool-sejre: 19
Uafgjort: 14
Manchester United-sejre: 29
Ud af de 31 opgør på Anfield har Liverpool vundet 12 kampe, og det samme har Manchester United. De resterende syv er endt uden vinder.
Bruno Fernandes med karantæne
Manchester United har haft mange skader denne sæson, og det er også tilfældet op til opgøret på Anfield.
Den største bet er dog, at holdets anfører, Bruno Fernandes, ikke er tilgængelig efter et gult kort for brok i seneste kamp mod Bournemouth.
Siden sin ankomst til klubben i 2020 har Bruno Fernandes været instrumental for deres offensiv, og det er også tilfældet i denne sæson. Han har indtil videre været involveret i 33 procent af deres mål – tre mål og tre assists.
Statistisk set har han omkring tre nøgleafleveringer (en aflevering, der ender i en afslutning) per kamp og en samlet xG på 6,10 denne sæson. Den højeste af alle i Manchester United-truppen.
Det giver mulighed for andre at tage ansvaret for det kreative spil.
Her er vores bud på startopstillingerne
Liverpool
Alisson, Alexander-Arnold, Konate, Van Dijk, Tsimikas, Szoboszlai, Endo, Gravenberch, Salah, Diaz, Núñez
Manchester United
Onana, Wan-Bissaka, Evans, Varane, Shaw, McTominay, Amrabat, Mainoo, Antony, Rashford, Højlund
Liverpool er favoritter
Ifølge Opta Stats regnemaskine har Liverpool 53,7 procents chance for at vinde opgøret på Anfield.
Sandsynligheden for en udesejr ligger på 20,7 procent, mens en uafgjort lyder på 25,6 procent.