Storkamp på Anfield: Derfor er Schmeichel meget bekymret
En af sæsonens største kampe venter i den kommende weekend.
Der er dømt rivalopgør på Anfield, når to mest succesfulde klubber i England – Liverpool og Manchester United – brager sammen.
Liverpool topper ligaen med 37 point, mens Manchester United ligger på sjettepladsen med ti point op til rivalerne.
Jürgen Klopps mandskab anses som favoritter til opgøret, og den danske Manchester United-legende Peter Schmeichel har heller ikke de store forhåbninger til De Røde Djævle.
Efter karantænen til Bruno Fernandes og to skader mod Bayern München har han svært ved at se Manchester United gå fra Anfield med en sejr.
– Alt virker til at være ude af sync. Harry Maguire udgik med en skade. Luke Shaw udgik med en skade, siger Peter Schmeichel til CBS Sports og fortsætter:
– Vi har Liverpool på søndag. Jeg forsøger ikke at tænke på det. Det bliver uden vores anfører (Bruno Fernandes, red.). Uden vores nok bedste spiller den sidste måned, Harry Maguire. Det er nok uden Luke Shaw, hvis han er skadet.
– Det ser ikke godt ud. Baseret på denne præstation (mod Bayern München, red.), hvordan skal dette hold tage til Anfield og vinde? Det kan jeg bare ikke se for mig, lyder det fra Peter Schmeichel.
Manchester United har i den grad revanche til gode fra sidste opgør på Anfield.
I sidste sæson blev de sendt hjem med et 0-7-nederlag i bagagen. Gense målene fra opgøret øverst i artiklen.