Helt sindssygt: Risikerer straf på 141 point
Pontypridd United har allerede fået frataget seks point, men det kan blive meget værre.
Den walisiske klub risikerer nemlig at få frataget 141 point i alt, hvis klubben benytter sig af en ulovlig spiller før udgangen af 2024/25-sæsonen, skriver BBC.
Pontypridd United, som spiller i den bedste walisiske række, er blevet kendt skyldig i 18 anklager om blandt andet ikke at leve op til kontraktuelle spillerforpligtelser og ulovlige spillere.
Det har kostet klubben en fratrækkelse af seks point, hvorfor klubben nu indtager sidstepladsen i ligaen, og samtidig har klubben fået en advarsel om, at den kan risikere at blive straffet med yderligere 135 point, hvis der sker en gentagelse inden slutningen af næste sæson.
Klubben har samtidig også fået transferkarantæne i to vinduer, hvorfor klubben først kan handle igen i januar 2025.
Det walisiske fodboldforbund har desuden også smidt klubben ud af pokalturneringen, mens efterforskningen mod klubben stod på.
I Pontypridd United bliver der nok kigget en ekstra gang på registreringerne og kontrakterne den kommende tid for en fratrækkelse af i alt 141 point vil nok være en verdensrekord.