'Den værste manager i Premier Leagues historie': Nu er han blevet fyret igen
– Jeg læste noget. Et citat fra den værste manager i Premier Leagues historie, Frank de Boer.
Sådan lød det ifølge The Guardian i foråret 2018 fra José Mourinho, der dengang var tilknyttet Manchester United.
I samme sæson var Frank de Boer blevet fyret som manager i Crystal Palace. Her fik han blot de første fire kampe i Premier League-sæsonen.
Den katastrofale begyndelse, hvor klubben ikke vandt og heller ej scoredei løbet af de fire kampe, førte til den værste begyndelse for en klub i Englands bedste række i 93 år.
Nu har den hollandske manager så modtaget endnu en fyreseddel.
Han er nemlig blevet fyret af Al-Jazira, oplyser klubben på sin hjemmeside.
Et nederlag på 2-4 til Al-Wahda mandag aften blev enden på opholdet i klubben fra De Forenede Arabiske Emirater.
De Boer fik endnu et kort ophold i en klub. Hos Al-Jazira var han nemlig kun at finde i 13 kampe.
Det blev dog til sejre i seks af disse kampe.
En fyring kan det også blive til for en anden hollandsk manager, nemlig Erik ten Hag. Det vil dog kræve to ting i løbet af denne uge. Læs mere her.