United-legende med klar besked til Ten Hag: Skil dig af med Eriksen!
Tidligere på dagen kunne vi skrive om, at Gary Neville og Roy Keane er enige om, at Manchester United bør skille sig af med disse otte spillere.
Men ireren har også nogle spillere, som Neville ikke har med på sin liste over spillere, som han mener, Erik ten Hag bør skille sig af med.
Og her indgår altså Christian Eriksen.
De 10 spillere, det drejer sig om, er Victor Lindelöf, Raphaël Varane, Harry Maguire, Diogo Dalot, Christian Eriksen, Jonny Evans, Antony, Anthony Martial, Jadon Sancho og Sofyan Amrabat, der er lejet sæsonen ud fra Fiorentina.
Desuden bør det være til overvejelse, om Luke Shaw, André Onana, Scott McTominay og Aaron Wan-Bissaka har en fremtid i klubben, siger Keane i programmet Stick to Football.
Den i dag 52-årige Roy Keane spillede 480 kampe for De Røde Djævle, hvoraf en overvejende del var som anfører.
Manchester United har vundet fire ud af klubbens seneste fem Premier League-kampe. Der er tre point op til fjerdepladsen og Manchester City.
Noget mere vanskeligt ser det ud for Erik ten Hag og kompagni i Champions League, hvor klubben skal vinde mod Bayern München i næste uge, hvis ikke det skal ende i et exit.
United må i øjeblikket undvære Eriksen, som er ude med en skade.