Erik ten Hag bekræfter: Flopsigning må forlade United i januar
Opholdet hos Manchester United er ikke blevet den store succes for Donny van de Beek.
Og nu er hans tid på Old Trafford så småt ved at rinde ud.
Tilbage i sommer kiggede De Røde Djævle allerede på mulighederne for at afskibe van de Beek, men det lykkedes som bekendt ikke.
Og til januar har den hollandske midtbanespiller igen fået mulighed for at forlade klubben. Det fortæller klubbens manager, Erik ten Hag.
– Donny har brug for spilletid. I nogle kampe har han været med i truppen, så han har haft mulighed. Han fik en langsom begyndelse på sæsonen, idet han vendte hjem med nogle fysiske tilbageslag.
– Men han er tilbage nu, og han gør det vældig godt til træning. Så hvis ikke vi kan give ham chancen, så forstår jeg, at han har brug for at spille for sin karrieres skyld, lød det fra Ten Hag på et pressemøde ifølge Manchester Evening News.
– Penge er ikke min motivationskilde, siger Donny van de Beek
Hovedpersonen selv – altså van de Beek – har for nylig også selv kommenteret på sin situation.
– Jeg kan ikke vente med at spille kampe igen. Manageren træffer andre beslutninger lige nu. Vi har en stor trup, og jeg er ikke den eneste, der banker på døren. Vi må se i januar, hvad der sker.
– Jeg er nødt til at spille kampe meget start – hvis ikke hos Manchester United, så hos en anden klub. Jeg mener, at jeg er nødt til at være ambitiøs.
– Jeg har altid elsket spillet. Jeg er helt tosset med fodbold. Jeg tjener godt hos United, men penge er ikke min motivationskilde. Jeg ønsker at nyde mit arbejde hver dag, sagde van de Beek ifølge Mirror.
Det er blot blevet til 62 kampe i United-trøjen, siden han blev købt fri af sin kontrakt med Ajax i sommeren 2020 for 341 millioner kroner.
Donny van de Beek har kontrakt med klubben frem til sommeren 2025 med option på yderligere et år.
Manchester United vil desuden forlænge med bænket spiller. Læs mere her.