Romano: Han kan forlade Arsenal
Arsenal har vundet otte ud af 12 Premier League-kampe i denne sæson.
Det er blot blevet til et nederlag mod Newcastle tidligere på måneden, men The Gunners fik svaret fornemt igen med en 3-1-sejr mod Burnley i sidste weekend.
Problemerne er dog ikke usynlige i truppen. Klubben leder angiveligt efter en ny angriber til januar, idet både Eddie Nketiah og Gabriel Jesus er ude med skader.
Som følge heraf er Brentford-stjernen Ivan Toney højt på ønskelisten hos klubben fra den nordlige del af London.
En ny central midtbanespiller kan også meget vel være på dagsordenen for Arsenal i det kommende transfevindue, idet Thomas Partey angiveligt ønsker at komme væk. Her nævnes Aston Villas Douglas Luiz som en kandidat.
På målmandspositionen er alting heller ikke fryd og gammen. Det skabte nemlig stor virak i sommer, da klubbens manager, Mikel Arteta, valgte at hente Brentfords David Raya ind som ny førstekeeper.
Derfor har der været forlydender om, at Aaron Ramsdale kunne tænke sig at prøve sig af et andet sted. Og det kan ikke afvises, lyder det nu fra den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano.
– Jeg mener, det er en mulighed, fordi han ikke spiller, men det er ikke nogen garanti.
– Det er ikke nemt. Målmænd skifter som regel, når der er en dominoeffekt, og i øjeblikket ser vi ikke den effekt, og i januarvinduet jagter klubber som regel ikke målmænd.
– Ramsdale vil gerne spille oftere, men af hvad jeg har hørt, er han også klar til at kæmpe for sin plads. Jeg kan også garantere, han ikke er et emne for Chelsea, og de henter ikke nogen målmand i januar, siger Romano til The Debrief Podcast.
På trods af, at Ramsdale for tiden må finde sig i at være nummer to hos Arsenal, så spiller han ifølge klubbens manager, Mikel Arteta, en vigtig rolle på holdet.
– Helt sikkert. Han har været exceptionel hele vejen rundt – og især i forhold til denne situation, lød det fra spanieren efter en 1-0-sejr over Brentford i Carabao Cuppen 27. september.